Besøg fra Møllehuset

Vi havde i dag besøg af sygeplejerske Conny Larsen, som arbejder i Møllehuset. Hun fortalte meget engageret om personalets arbejde i huset. Man fik en fornemmelse af at personalet er utroligt engageret i børnenes liv og hverdag.  
Møllehuset er et bosted for børn og unge med fysiske- og psykiske handicaps. Børnenes lidelser spænder over et meget bredt felt, og derfor arbejdes der i Møllehuset med flere forskellige indgangvinkler til pædagogikken. Eksempelvis arbejdes der meget med faste skemaer og tider for en gruppe børn med autisme. Desuden bruger personalegruppen meget tid på at snakke forskellige hændelser igennem og evt. lægge nye strategier for børnene.
Man får et klart indtryk af, at Møllehuset må være et rart sted at bo for børnene. Intet bliver overladt til tilfældighederne. Conny udtalte, at de alle var som en stor familie.     

Autosocialisering

AUTOSOCIALISERING

”Barnets aktive selvsocialisering”

Lars Denciks teori om autosocialisering da netop denne beskriver en grundkompetence indenfor socialiseringens verden – nemlig evnen til at socialisere sig selv i samspil med andre mennesker.

Han mener at børn aktivt observere den gruppe som de gerne vil tilhøre/være med i for at kunne optages i denne gruppe. De finder på denne måde ud af hvordan gruppen er/opføre sig og derved nemmere selv opføre sig ligeså og kunne begå sig i gruppen (barnets referencegruppe). Barnet udvikler ved at være medlem af gruppen, sine egne handlingsrepertoirer og tilegner sig adfærdsmønstrer og kompetencer.

F.eks. Anton vil gerne lege med Anders, Anna og Amalie og da han ikke tør gå derover vil han observere dem for derigennem at finde ud af hvordan de leger, hvilket sprog de bruger osv., for dernæst selv at lave om på deres eget adfærdsmønster for at blive en del af referencegruppen.

Rudolf Steiner er jo også inde på en form for autosocialisering i sin teori antroposofien (visdommen om mennesket), hvor han kommer ind på efterligning/forbillede; Barnet lærer ikke ved belæring og forklaring, men ved iagttagelse og efterligning af de voksne. Derfor skal de opleve de voksnes handlinger 


Litteratur:

13. Rudolf Steiner af Suzanne Ringsted (pædagogiske tænkere) s. 167
Børn og familie i det postmoderne samfund, redigeret af Lars Dencik og Per Schultz Jørgensen
Hans Reitzels forlag A/S, København 1999 s. 30-31 

Rudolf Steiner

Rudolf Steiner(1861-1925) østrigske filosof, født i Ungarn (nuværende Kroatien)

Barnesyn/menneskesyn;

Barnesyn;

Steiner mener at mennesket er et rytmisk væsen og udviklingen styres af en 7 års rytme;

0 år        = Fostertilstand og legemets fødsel

0-7 år    = De fysiske kræfter og tilhørende sjæleevner udvikles. Indlæring sker ved efterligning og forbillede.

7-14 år  = De sjælelige kræfter udvikles i forhold til vaner, personlighedskarakter, temperament osv.                                          Indlæringen sker ved efterfølgelse og autoritet.

14-21 år = De åndelige kræfter og sjæleevner udvikles. Den egentlige intellektuelle indlæring finder sted, idet den unge kan udvikle abstrakte forestillinger, dømmekraft og fri forstand.

21 år       = Jeg´et fødes og frigøres fra de 3 andre individer og man bliver selvstændig.

Menneskesyn;

Steiner mener at mennesket består af;

Fysiske kræfter (sjælens vilje og handling)

Sjælelige kræfter (sjælens følelser, smerter, lyst, begær lidenskab)

Åndelige kræfter (Sjælens evne til at iagttage og tænke, samt formidle de tanker og ideer hos os)

Jegét (styrer og sammenfatter de 3 kræfter)

Målet med al opdragelse/sundhed er at bringe de 4 ovenstående kræfter i harmoni med hinanden

Steiners samfundssyn er er en blanding af sociale og liberale ideer;

Man skal sikre individuelt frihed, produktionsmidlerne skal være fælleseje, åndslivet skal være frit

 

Grundlæggende værdier;

Antroposofien er grundlagt af den østrigske filosof Rudolf Steiner (1861-1925), antroposofi er sammensat af de græske ord anthropos (menneske) og sofia (visdom eller kundskab), – og betyder således visdom eller kundskab om mennesket.

Steiner udtaler, at ”Antroposofi er en erkendelsesvej, som vil føre det åndelige i menneskets væsen til det åndelige i verdensaltet”. Således er antroposofi ikke alene kundskab om mennesket, men også en metode, hvorigennem mennesket har mulighed for at opnå erkendelse af sig selv som åndelig individualitet og bevidsthed om sin oprindelse i en oversanselig verden.

Målet med opdragelse/pædagogikken;

Målet med opdragelsen er at styrke barnets iboende kræfter, så det udvikler sig til et harmonisk, åndsfrit og selvstændigt menneske. Denne udvikling sker igennem fastlagte ”trin”. Man lægger vægt på at uddanne hele barnet og på at fremme kreativiteten. Kunstneriske fag spiller en stor rolle i Steiners skole/børnehave som samtidig bygger på hans antroposofiske tanker, men er ikke et tema i undervisningen.

Forholdet mellem voksen/professionel og barn/bruger;

Følger vi børn gennem skolealderen og nøje iagttager, hvad der sker for dem undervejs fra skolemodenhed gennem niårskrise, til pubertet og det begyndende voksenliv, kan man ane de lovmæssigheder, der ligger i den sjælelige, åndelige udvikling fra barn til voksen

Vi iagttager hos det opvoksende barn de tre sjælekvaliteter: et tankeelement, et følelseselement og et viljeselement. Alle tre sjælelag må tilgodeses i skolehverdagen, således at det opvoksende menneske får de bedste forudsætninger for at forvalte de opgaver i voksenlivet, der ligger klar.

Metode/midler til at opnå målet; 

At barnet via selvopdragelse; Pædagogernes opgave er at indrette institutionen, tilrettelægge dagligdagen med aktiviteter med det formål at barnet skal kunne opdrage sig selv. Det er vigtigt at det er barnets egen udviklingsproces som følges og ikke forceres.

Barnet lærer ikke gennem læring og forklaring, men igennem iagttagelse/ forbillede og efterligninger ved at se på de voksne og derfor skal de opleve de voksenes handlinger.

Der lægges vægt på det rytmiske princip og da mennesket er et rytmisk væsen, lægges der vægt på at skabe rytmer i barnets liv, da det styrker og harmoniserer udviklingen. Der skabes daglige ”rytmer” ved en rytmisk opbygning af dagligdagen b.la igennem eventyrfortællinger, sanglege m.m.

Igennem fri leg har børnene mulighed for at bruge sine fysiske, vilje- og handlermæssige udfoldelser samt mulighed for selvopdragelse. Det tilfredsstilles igennem tøjdukker, kogler, grene, sten og div. Naturmaterialer.

Efter fri leg kommer de æstetiske områder som prioriteres meget højt. Det kan være eventyrfortællinger, historier, sang, maling m.m. Der males meget i børnehaven og man bruger kun farverne gul, Blå og rød, Steiners princip er at børnene selv skal erfare/lære igennem efterligning af de voksne dvs. at pædagogen introducere børnene for maling ved at male (uden tale/forklaring) og herigennem vægges børnenes nysgerrighed og de efterligner.

Rudolf Steiner i forhold til ”Pædagogen i det senmoderne: at vide, kunne og gøre”

Steiner ide om læring gennem iagttagelser og efterligninger lægger sig tæt op af begrebet autosocialisering. Ved autosocialisering iagttages gruppens adfærdsmønster, for derefter at kunne blive en del af gruppen og have den samme adfærd.

I Rudolf Steiners institutioner arbejdes der med anerkendelse, den solidariske sfære, som ifølge Axel Honneth udvikler selvværd og en følelse af værdsættelse i et fællesskab.

Steiner kan virke uforståelig og provokerende i forhold til vores vestlige verdensbillede, og bliver derfor sjældent nævnt i pædagogikkens historie.

Kilder

-          Ringsted, Suzanne: Rudolf Steiner

-          http://antroposofi.dk/

Mediepanik

Journalister, dagspressen, politikerne og faste samfundsdebatører er faste deltagere i mediepanikken. De deltager i debatten om nye medier og om brugen af disse.

"Ved at lede en smule finder man nemt lignende ståhej om så godt som hvert eneste nye medie, der er dukket op: digte, teater, bøger, aviser, tegneserier, telefoner, radio, TV, video og internet er blevet anset som trusler mod samfundet.

Det kaldes mediepanik." (http://videnskab.dk/kultur-samfund/nye-medier-er-ikke-farlige)

Vores syn på andre

Vi snakkede under en fremlæggelse om, hvordan man danner meninger om mennesker, som man ikke kender eller måske ikke engang har talt med. Og vi gør det hele tiden! Det kan jeg ikke se noget galt i og ser det ikke som et problem. Problemet opstår først, når vi ikke kan ændre vores holdninger og meninger til det bedre. Det burde mange være bedre til, selvom det måske ikke altid er nemt.

Individuel skriveøvelse: redegørelse

Der er forskellige måder at anskue kulturbegrebet på, det afhænger af personen, som ser det og dennes erfaringer og holdninger. Men der findes også metoder til formålet.  Der tales om den tværkulturelle og den transkulturelle forståelse af kulturbegrebet.  Her vil blive gjort rede for begge metoder. Man kan ikke tale om én kultur, da samfundet er sammensat af forskellige kulturer, livsformer, holdninger osv. Menneskene deler sig op i forskellige grupper/ fællesskaber. Der er et fx fællesskab når man er på arbejde (eller måske endda flere), når man så kommer hjem er der et andet fællesskab osv. Man kan altså være en del af mange fællesskaber, og det er med til at gøre ens person stærkere.

”En tværkulturel forståelse tager udgangspunkt i en sammenligning af forskellige fænomener indenfor forskellige kulturer. Den tværkulturelle model lægger således op til at fokusere på forskelle og ligheder” (s.11 l.4-7)

Når man anvender den tværkulturelle model er det vigtig at være kritisk og reflektere over udfaldet. Ellers kan resultatet nemt ende med stereotype forestillinger om emnet. Ved at sammenligne forskelle og ligheder kulturer imellem, kan den tværkulturelle model give os en form for overblik. Men denne sammenlignende analyse er kun én form for viden. Modellen kan give et billede af, at andre kulturer skal tilpasses og assimileres ens egen kultur (etnocentrisme), dette er faren ved at bruge denne model. Det bliver snæversynet, da ens egen kultur altid vil fremstå som den bedste. Derfor vil resultatet ikke blive helt objektivt. En anden måde at anskue resultatet på er ved at acceptere at alle kulturer er forskellige. Alle kulturer er autonome og lever efter deres egen logik (kulturrelativisme).

”Den tværkulturelle model forholder sig ikke til at også den der betragter kultur … Den enkelte bærer sin personlighed med fra den ene rum til det andet.” (s. 112 l. 10-15)

Med den tværkulturelle model er det i en moderne verden svært at være konstruktiv. Vi er alle med i forskellige fællesskaber og rum, og vi opfører os forskelligt i de forskellige sammenhænge.

Hanne Hede Jørgensen vil anbefale den transkulturelle model til analyse af kulturer.

”En transkulturel model har som sit udgangspunkt at det ikke er kulturer der mødes, men mennesker, og at der i ethvert møde udveksles og skabes kultur. Kultur er således et dynamisk fænomen, en evig proces.” (s. 113 l. 16-19)

Den transkulturelle model beskæftiger sig med, hvad der udpeger en enhed som kultur. Det er svært at se objektivt på kulturmødet, da dén, som observerer selv er kulturbærer. Alle har forskellige faktorer i ”rygsækken”. Når mennesker mødes med hver deres kulturelle ”rygsæk”, bliver der skabt nye kulturer, samspil mellem disse.

”Det er ikke kulturer som sådan der er i fokus, men deres samspil og deres kontekst” (s.115 l. 9-10)

Forforståelse betyder at man har en forudgående forståelse, forhåndsviden eller erfaring (jvf. eksemplet om at gå ned i børnehøjde når der tales med børn).

Hanne Hede Jørgensen henviser til antropolog og biolog Gregory Bateson, som mener at forforståelserne muliggør redundans. Redundans betyder at man ved hjælp af erfaringer og overflod af informationer forstår hvad der tales om i en given situation. Hvis forforståelserne ikke er til stede, er det ikke muligt at tale om redundans.

Man kan ifølge teksten, af og til komme ud for, at man må ændre sit perspektiv. Samtidig med at kulturer er i evig bevægelse, må også perspektivet af dem flytte sig.

”De forandrer sig ligeledes i forhold til tid og rum, og de ser forskellige ud. Det kommer an på hvorfra de betragtes” (s.125 l. 16-18). De kulturbeskrivende begreber er kontekstafhængige, og da konteksten ikke kan gentages, kan begreberne ikke udtømmes.

Litteratur:

Jørgensen, Hanne Hede: Kulturfortællinger – fortalt med mange stemmer, 2004 Systime A/S

Hvad vil det sige at være pædagog og hvad arbejder en pædagog med?

Interview af pædagog og studievejleder Tina fra "Solgruppen" på Thy Værkstedet.

Vi har i dag været på besøg på Thy Værkstedet, hvor vi snakkede med Tina, hun er uddannet pædagog i 2001. På Thy Værkstedet arbejder hun i "Solgruppen", her er hendes primære opgaver: ansvaret for kontakt med pårørende, udarbejdelse af handleplaner, sammenarbejde med bofællesskaber og meget mere.
Til daglig består hendes opgave i at iagttage og observere brugerne. Hver bruger skal inkluderes og styrkes i det de kan. Meget arbejde består i at bruge teori og dokumentation. Gennem samtaler og erfaring/ finger-fornemmelser vurderes brugerne dagligt, for at bestemme dagens skema. 

Hendes fornemste opgave er, at gøre brugerne selvstændige og forberede dem på et voksent liv, her er hverdagsopgaver i fokus.
På Thy Værkstedet bruges meget anerkendene pædagogik, fx i forbindelse nye og dårligere stillede brugere. Der arbejdes også med at brugerene skal inkludere og anerkende andre brugere. De bedre stillede brugere kan hjælpe de brugere, som er dårligere, fx ved at gå ture - det har begge parter glæde af.
Der kan på Thy Værkstedet forekomme konflikter og trusler. I disse situationer, bruger de ansatte hinanden som sparringspartnere, og hjælper på tværs af grupperne. Der er meget fokus på tryghed, bl.a. i form af alarmer og udarbejdelse af voldspolitik. Ved behov bruges lederen eller der tilbydes psykologhjælp.
Hver ansat har fået udleveret en stillingsbeskrivelse. Det er med til at give ro i hverdagen, og den enkelte ved hvad der forventes af denne.
Vores oplevelse af Thy Værkstedet var positiv. Vi blev bekræftiget i, at pædagogens arbejde i dag er blevet mere administrativt. Og Tina spår at faget vil blive endnu mere administrativt og specialiseret i fremtiden.